ANBEFALINGER

Psykolog Ea Ancher – Valby – København

UDTALELSER FRA KLIENTER

Kvinde i 30’erne:
”Jeg har gået i flere terapiforløb. Forløb, hvor jeg har haft svært ved at finde ud af, hvorfor det var så svært for mig at nærme mig min historik og fortid. I det hele taget har det været, og er, svært for mig at tale og at gå i terapi, tror jeg. Jeg er vokset op med seksuelt misbrug, og da jeg startede hos Ea, vidste jeg ikke, hvorfor jeg havde det, som jeg havde. Og har.
Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed at dissociere, og at jeg gjorde det nærmest hele tiden. Ea har hjulpet mig til at turde være med mig ‘når jeg forsvinder’ og hjælpe mig tilbage. På den måde har jeg nu en oplevelse af, at jeg begynder at kunne nærme mig kernerne i min opvækst. Uden at tro, at jeg skal blive rablende vanvittig.
Jeg har brug for tid. Og det giver Ea. En psykolog, der er meget nærværende og opmærksom på dine grænser. Jeg lider af angst, og Ea er en psykolog, der har mange tilgange til og billeder på angsten. Og det er rart at blive mødt i en forståelse af, at alle ikke skal igennem samme metoder f.eks. for at blive angstfri. Jeg lærer hos Ea at acceptere min angst, så jeg kan arbejde med den. Jeg lærer at være tålmodig med mig selv. Ea er en varm, vis, lydhør, kompetent psykolog, som også har humor. Jeg kan på det varmeste anbefale et forløb hos Ea”.

Mand i 50’erne:
“Jeg har været kronisk smertepatient i over 20 år og har en lang sygehistorie. Jeg har gennemgået rigtigt mange operationer og tilbragt en del tid på smerteklinikkerne. Den sidste operation gik helt galt og efterlod mig med et alvorligt handicap. Da jeg kort efter fik yderligere to diagnoser vedrørende uhelbredelig kræft, kunne jeg godt mærke, at jeg fuldstændigt mistede lysten til at leve. Jeg kendte undersøgelserne, var klar over hvad der var i vente, og ønskede bestemt ikke at være en del af det. Jeg følte mig meget alene og utroligt trist. Men jeg havde stadig en følelse af ansvar overfor mine børn og kontaktede derfor, lidt tilfældigt, Ea, i et håb om at få noget hjælp. Det valg ændrede mit liv!

Jeg har været i kontakt med psykologer før, men tilliden kom ikke rigtigt, fordi jeg har en tendens til at “vide bedre selv”. Der var ting, jeg holdt tilbage, og sådan var min tilgang også til Ea. Hun skulle ikke vide alt. Min strategi holdt dog ikke særligt længe. For Ea kan noget helt særligt. Hun lytter, stiller de rigtige spørgsmål. Med stor respekt, empati, en fantastisk situationsfornemmelse og de rigtige spørgsmål fik hun hurtigt oparbejdet den tillid, jeg havde stor brug for. Jeg kunne pludseligt fortælle, hvor dårligt jeg havde det, og blev mødt på en utrolig menneskelig og sympatisk måde. Uden bebrejdelser. Det var fantastisk!

Jeg har nu lange perioder, hvor jeg er glad igen. Jeg kan være mere for min familie med et overskud, jeg ikke havde før. Samtalerne med Ea har vist sig at være altafgørende, og jeg har fået lysten til livet tilbage. Smerterne har ikke ændret sig, og jeg er stadig kræftsyg. Men Ea hjalp mig til at finde vej og har skabt et nyt overskud i mit liv. Jeg kan stærkt anbefale hende og ville ønske, at der var en måde, jeg kan videreformidle den ro, hun har givet mig”. 

Mand i 30’erne:
“Du har med stor succes overbevist mig (en person, der tvivlede på psykologer) om at værdsætte det at åbne op og få snakket om ting, der påvirker én, frem for at holde dem bag lukkede døre. Derudover har du også overbevist mig om, at der er intet galt ved at gå til en psykolog – tværtimod. For dette vil jeg være dig evig taknemmelig. Jeg vil også gerne takke dig for dit glædelige humør, din åbenhed og den aura af tryghed, som du formåede at give mig under vores samtaler. Det var en stor del af, at jeg fik åbnet op om nogle ting, som ikke havde set dagens lys før. Alt i alt er jeg utrolig glad for, at det var dig, jeg havde som min første psykolog. Jeg kan, og vil, også varmt anbefale dig til andre, der måtte have brug for en psykolog, skulle jeg støde på nogle. Selvom jeg er glad for at være nået til et punkt, hvor jeg føler mig stærk nok til at forsætte min rejse med det mentale og familien som støtte, vil jeg klart komme til at savne vores samtaler og den støtte, som du har givet mig over det seneste års tid.”