Grundtanken i narrativ terapi er, at mennesker udvikler historier for at give deres erfaringer mening, og identitet betragtes som personlig meningsskabelse gennem de historier, mennesker fortæller om sig selv og deres relationer. Mennesket betragtes som fortolker af sit liv, og narrative samtaler drejer sig ikke så meget om at forklare, eller løse, problemer, men primært om, hvordan man er kommet frem til de identitets-konklusioner og subfortællinger, der viser sig i samtalerne.

Idéen i narrativ terapi er, at den levede historie er rigere end den fortalte historie, da kun få af et menneskes handlinger og initiativer kommer med i denne. Der er derfor altid alternative historier til problemhistorien, som viser klientens viden, kompetencer og muligheder for at handle anderledes, men som ikke har fået den opmærksomhed, der gør dem til en del af personens identitet. Et centralt element i narrativ terapi er at styrke alternative historier og gøre dem til en del af personens selvforståelse.

Narrativ terapi ser mennesket som intentionelt, dvs. med ønsker og håb for sit liv, og dets handlinger som udtryk for disse intentioner. I lyset heraf ses problemer som udtryk for ønske om noget andet. En mulighed for at bringe mennesker tættere på deres intentioner er derfor en berigende beskrivelse af og identifikation med ”det fraværende, men implicitte” i alle livsudtryk. Det fraværende, men implicitte ses ikke som manifestation af en ukuelig menneskenatur eller et essentielt selv, men som symboler på specifikke livs- og tankemåder, der sættes i forbindelse med viden og færdigheder oparbejdet i personens hidtidige liv, som siger noget om vedkommendes foretrukne fortællinger om sit liv, dvs. ønsker, håb, værdier osv.

Tanken i narrativ terapi er, at vi går i terapi, når de dominerende narrativer (fx kulturelle diskurser) afholder os fra at leve vores foretrukne narrativer, eller når vi deltager i opførelsen af historier, som vi finder utilfredsstillende og som ikke passende afspejler, eller er i modstrid med, vores levede erfaringer. Beskrivelser dannet i modgang består ofte af det, narrativ terapi betegner som ”tynde beskrivelser”, der medfører tynde konklusioner. Disse fremstilles ofte som sandheden om den, der kæmper med problemet, og nedbryder folks selvværd, fordi de tager beskrivelserne af sig selv som dysfunktionelle eller utilstrækkelige til sig. Når tynde konklusioner har bidt sig fast, er det let at finde beviser, der underbygger dem, hvorved de får større magt og avler flere tynde konklusioner. Narrativ terapi søger at afdække de små erfaringsstumper af levet liv, som nærer ønsket om et andet liv end det, der er domineret af problemer, og sætte dem sammen til en ny, mere foretrukken historie. Ikke for at eliminere lidelses- og problemhistorien, men for at skabe flere fortællinger om den foretrukne identitet, da identitetskonklusioner ikke kun er fortolkende, men også skabende. Jo flere forskellige konklusioner, man kan drage om sig selv, des flere handlemuligheder får man. Narrativ terapi fokuserer derfor på de områder af menneskers liv, hvor det dominerende ikke får magt – modmagten til negative selvkonklusioner og deres effekter. Når der fokuseres på menneskers forsøg på modstand mod negative fortællingers indflydelse på deres liv, bliver samtaler om vanskeligheder ofte til samtaler om viden og færdigheder til at gå imod disse.

Centralt i narrativ terapi er eksternalisering, som betyder, at problemer ses som noget, der påvirker, men er adskilt fra, mennesker. Problemet er ikke personen – problemet er problemet. En eksternaliserende samtalekontekst muliggør, at problemet ikke længere definerer, hvem personen er, og skaber rum for, at hun kan sætte ind over for problemet og ændre sit forhold til det, da hendes færdigheder, interesser og kompetencer bliver mere synlige. Således mindsker eksternaliserende samtaler skyld og selvbebrejdelse og giver samtidig plads til ansvarlighed. De kan også reducere konflikter forårsaget af problemet, fordi diskussioner om skyld bliver irrelevante, når problemet ikke opfattes som knyttet til en af parternes identitet.

NARM står for den Neuro Affektive Relationelle Model og handler om at genopbygge kontakt. Grundtanken i NARM er, at alle mennesker spontant bevæger sig i retning af kontakt, sundhed og heling. Uanset, hvor meget et menneske har trukket sig tilbage fra livet og isoleret sig, og uanset, hvor store traumer vedkommende har været udsat for, vil der være en dyb tilskyndelse til kontakt og heling, lige som en plante helt af sig selv vokser i retning af lyset. Denne organiske bevægelse er omdrejningspunktet i NARMs tilgang til udviklingstraumer.

Når vores evne til kontakt med os selv og andre svækkes, oplever vi at blive nedstemte og føle os livløse. De indre barrierer i forhold til at opleve kontakt og vitalitetsfølelse udvikler sig som en reaktion på udviklingstraumer og chok og den dermed forbundne dysregulering af nervesystemet, tilknytningsforstyrrelser og et skævt selvbillede. Målet for NARM-metoden er at arbejde med dysreguleringen, tilknytningsforstyrrelserne og det skæve selvbillede med fokus på at styrke en sund kontaktevne og evnen til at føle sig levende. NARM er en kropsligt baseret model for psykoterapi, som fokuserer på at støtte og udvikle individets kontaktevne og vitalitet. Uden at se bort fra individets fortid lægges der vægt på personens styrker, evner, ressourcer og resiliens. I NARM undersøger man, hvordan problemer omkring kontakt indvirker på en person på alle områder (fysisk, psykisk og relationelt) og udvikler på baggrund af somatisk mindfulness og fokus på personens styrkesider evnen til selvregulering.

Man ved, at en af de mest signifikante følgevirkninger af chok og udviklingstraumer er manglende evne til både følelsesmæssig og kropslig selvregulering. Affektregulering handler om, hvordan vi håndterer vores følelser, fx nedtrykthed, glæde og frygt, og det er afgørende for vores velbefindende, at vi er i stand til at håndtere intensiteten i såvel positive som negative følelser, så de ikke overvælder os og efterlader os handlingslammede. Manglende evne til affektregulering kan fx resultere i søvn- og spiseforstyrrelser, angst, panikanfald, tvangsmæssig adfærd, depression og misbrug. I NARM bringes viden om nervesystemets regulering ind i den terapeutiske praksis, og det er et grundprincip i metoden at understøtte nervesystemets sunde regulering ved at lægge vægt på de dele af selvet, der er organiserede, sammenhængende og funktionelle. Personens historie og smertefulde oplevelser har plads i terapien, men et primært fokus på at analysere problemer og hvad der er gået galt i vedkommendes liv, støtter ikke nødvendigvis evnen til sund selvregulering, men kan tværtimod forværre dysreguleringen. I NARM arbejdes derfor med at rumme stærke følelser og hverken agere dem udad mod omgivelserne eller rette dem mod sig selv, og formålet med at fokusere på individets ressourcer er at understøtte nye mønstre i nervesystemet, der fremmer evnen til sund selvregulering. Ved at sænke tempoet i terapisessionen og give plads til fornemmelser og følelser sådan som de opleves her og nu, skaber NARM-terapeuten et rum for ny indlæring, som kan bidrage til at forandre de neurale forbindelser og opbygge nye neurale netværk, der bidrager til kontakt og stabilitet både i selvoplevelsen og i samværet med andre mennesker.

Relationel biologisk traumeterapi handler om at skabe kontakt ind i traumetilstande og at møde, italesætte og regulere disse i kontakten. 

Kroppens primære biologiske systemer er fare/overlevelsessystemet og tilknytningssystemet. De første år af livet er vores tilknytningssystem helt centralt for vores udvikling og derfor i voldsom vækst, hvilket præger hjernen og dannelsen af nerve/hormonsystemet; køn- og væksthormoner, stofskifte, immunsystem og fordøjelse. I denne periode er vi super sanselige, åbne og vågne for verden omkring os, hvilket i et udviklingsperspektiv er helt, som det skal være. Det betyder dog også, at vi i denne periode af livet er ekstremt sårbare over for forandringer, adskillelser og svigt, for hvis den for vores udvikling så nødvendige tilknytning opleves som stressende og uforudsigelig, skaber det tvivl om evnen til at overleve både følelsesmæssigt og kropsligt. Det betyder, at overlevelsesreaktioner for tidligt bliver rejst og forbliver rejst som beskyttelse, hvilket skaber følsomme, stressbare indre systemer, der ikke ved nok om at komme sig. 

I Relationel biologisk traumeterapi er man også optaget af skamtilstande. Både den sunde skamregulering (fx flovhed, blufærdighed, dæmpning), som er en væsentlig tilknytnings- og relationsfaktor, og den relationelle skam, der efterlader os alene, udstødte, isolerede og tilbagetrukne. Der hvor vi føler, at vi intet er værd og ikke kan regne med andres kærlige øjne på os, kontakt og gensidig regulering og heling. Skamtilstande betragtes som fællesmenneskelige tilstande med fælles kropslige udtryk og personlige versioner af at føle sig værdiløs og forkert. 

Derudover er Relationel biologisk traumeterapi fokuseret på, hvad akutte belastnings- og overlevelsesreaktioner, der bliver til længerevarende traumereaktioner, gør ved vores krop, energiniveau, sociale liv og trivsel. Når vi oplever noget voldsomt, gør vi vores bedste for at komme os, men ofte mangler vi erfaringer med, at noget så farligt kan blive gensidigt reguleret. Vores overlevelsessystemer beskytter os derfor ved at fraspalte de voldsomme tilstande i isolation, opgivelse, kollaps eller dissociering, hvilket hjælper os med at overleve, men koster os dyrt mht. vores trivsel og livskvalitet både kropsligt, følelsesmæssigt og socialt og medfører tilstande, der kendes som PTSD, panikangst, flashbacks, kropslige symptomer af forskellig slags (fx smerter), depressive tendenser mv.b